Træer vokser ikke alene

Underjordisk partnerskab

Træer vokser ikke alene

Midt på torvet står et egetræ. Det skulle være smukt og stort, men det skranter, og væksten kommer ikke rigtig i gang. På en anden plads står et lindetræ. Det har heller ikke udviklet sig, som man havde forestillet sig, og nu er det oven i købet blevet angrebet af bladhvepselarver, og alt det grønne i bladene er spist.

Det er hårdt at være et træ, når man er blevet placeret i bymiljøet, hvor der sjældent er plads til, at rødder og krone kan udvikle sig. Der er trafik, belægninger, urinerende hunde og mænd, hærværk og saltning, og så skal bytræer ofte også tjene som opslagstavle og lysmast. Det er ikke sært, at de har det vanskeligt.

Lidt bedre er det for træer i parker og haver. Der er jorden som regel ikke så dårlig, og træerne er beskyttet mod salt og trafik. Men ofte trives de alligevel ikke for godt. Det skyldes faktorer som forkert plantning, overgødskning, påkørsel med plæneklipper og uhæmmet beskæring. Men først og fremmest skyldes det ofte, at de er plantet i de forkerte miljøer.

Alle træer vokser naturligt i miljøer, hvor de indgår i et samspil med andre planter, dyr, svampe, jord, vand og klima. Byer, parker og haver er også miljøer med bestemte betingelser, men hvis man skal have et godt planteresultat, bør man forsøge at skabe betingelser for træet, som ligner dets naturlige miljø så meget som muligt.

En stor organisme

Træer stammer fra skoven, og de kommer fra mange forskellige skovtyper.

De vokser naturligt i bestemte plantesamfund, hvor de har tilpasset sig miljøet igennem tusinder af år. I skovnatur vokser træerne sammen med andre art­er, som også har fundet fodfæste over en tusindårig periode. De vokser med andre træer, buske, enårige-, toårige og flerårige urter, græsser, bregner, mosser, lav og svampe. I et sådant miljø er der bakterier, nematoder, insekter, edderkopper, fugle og små og store pattedyr. Alle disse væsner udkæmper en evig kamp om mad, lys og plads, men lever også i utrolige samspil med hinanden. Sådan en biotop er en stor organisme – et kæmpe netværk, hvor hver art og hvert individ er en vigtig del af helheden.

I skovmiljøet har egetræet mulighed for at udvikle sig, fordi der er plads til både pælerødder og siderødder, og fordi det ikke skal bruge ekstra kræfter på at holde sig oppe efter saltning eller andet hærværk, som bytræer ofte er udsat for.

I skoven bliver lindetræet angrebet af bladhvepselarver, men i modsætning til i byen vil de her meget sjældent få lov til at ribbe et træ helt. Inden de når så langt, bliver en del af dem spist af andre insekter og fugle. Det er denne helhed, som vi har hevet træerne ud af, og alligevel forventer vi, at de skal trives og udvikle sig.

Skoven er ikke bare træer

Midt i skoven står et egetræ. Det er smukt og stort og vokser sig stadig større og stærkere. Skoven er ikke en hvilken som helst skov. Det er en blandet løvskov, domineret af eg. Træet står i en lysning i skoven, men er omgivet af mange andre planter. Der er andre ege i forskellige aldre, ja, helt op til flere hundrede år gamle. Der er gamle bævreasp, og mange steder står der unge planter af almindelig røn og spidsløn.

At træerne ikke er plantet, kan man se på, at de bestemt ikke står i et synligt system. Et yngre egetræ står f.eks. undertrykt, fordi det vokser for tæt på den ældre eg. Et enkelt sted vokser en ung lindeplante, og flere steder gemmer der sig små træer i græsset.

Der er ikke tale om naturskov. Det kan man bl.a. se ved, at der er sat en fuglekasse på træerne. Men flere steder ligger der fældede træer, som ingen har hentet, og stammerne ligger og går i opløsning. Det er altså heller ikke tale om en intensivt dyrket skov.

Skovbunden er dækket af blade, tuegræsser og bregnerne engelsød, Polypodium vulgare, og mangeløv, Dryopteris filix-mas, og forskellige flerårige urter, som blåklokke/liden klokke, Campanula rotundifolia. Der vokser desuden grupper af almindelig kohvede, Melampyrum pratense – en lille, fin flerårig urt, som slet ikke kan klare sig alene, for selv om den kan lave lidt fotosyntese, kan den ikke skaffe sig kulhydrat nok til at overleve. Den er blevet snylter. Det vil sige, at den ernærer sig ved at skabe forbindelse til naboplanternes rødder, hvor den tapper lidt energi fra bl.a. græsser. Nogle steder vokser der blåbærplanter, Vaccinium myrtillus, og orange bær viser, at her også er liljekonval, Convallaria majalis. Der er grupper af skovmærke, og man skal ikke rode meget i laget af blade, før man også opdager, at der er rigtig mange anemoner, Anemone nemorosa. Der er gul blomstrende gyldenris, Solidago virgaurea, som løfter skovbunden lidt.

Når man ser rigtigt efter, vokser der altså mange, mange planter omkring egetræet. Egen står bestemt ikke alene, og hvis man går grundigt til værks i sin søgen, vil der dukke et endnu større hav af nabo­planter op.

Rodkaos

Under skovbundens overflade befinder der sig et netværk af rødder. Egen har nogle kraftige dybt gående rødder, men sender også siderødder langt ud. Siderødderne breder sig til alle sider og når lige så langt ud til alle sider, som træet er højt. Nogle af egens rødder er vokset sammen med et par andre mindre egetræer, og de udgør tilsammen én stor organisme. Pælerødderne går lige så langt ned, som der er ilt til. Et par af rødderne når måske kun én meter ned, mens to andre har banet sig ned i et par meters dybde.

Siderødderne vandrer forbi rødderne fra andre træer og buske og gennem moradset af urterødder. Man kunne forestille sig, at dette filter af urterødder ville hæmme røddernes udvikling, men det forholder sig anderledes. Urternes rødder er sprøde og ikke særlig stabile, og de falder af for et godt ord. Alle disse urterødder er mad for svampe og bakterier og med tiden også for regnorme. Regnormene laver et enestående gravearbejde. De graver gange til siderne, hvor rødderne kan finde vej, men vigtigst er det, at de også graver i dybden. En regnorm kan godt tage en tur et par meter ned, og den gang, som den efterlader, er røddernes chance for at vokse dybt ned. Regnormene sikrer, at rødderne kan komme længere ned, end der ellers er ilt til. Jordens liv af svampe, bakterier, smådyr, kryb og kravl er grundlaget for, at regnormene hele tiden kan være med til at udvide rodzonen.

I netværket af urterødder og trærødder findes der et endnu finere netværk af svampehyfer, mycelier, som gennemvæver jorden. En del af disse svampe er de såkaldte mykorrhizasvampe. De er symbiosesvampe, der leverer vand og forskellige næringssalte til træerne. Til gengæld låner de sukker. Disse svampe giver træerne og de øvrige planter en endnu større rodzone. De kan hente vand, hvor rødderne ikke kan nå ud, og de kan skaffe nogle af de næringssalte, f.eks. fosfor, som træerne kan have vanskeligt ved at optage. Mange svampe er mykorrhizasvampe. Det gælder f.eks. arter af rørhat, fluesvamp, skørhat, mælkehat, ridderhat, trævlehat, slørhat og kantarel.

Livet på og omkring træet

Den gamle eg er i sig selv en biotop, hvor tusindvis af levende væsner er afhængige af træet som levested og / eller fødekilde. Træet er omkring et par og tyve meter højt og sætter krone et par meter oppe ad stammen.

Det gamle skæve træ med revner og sprækker er ­gemme­sted for insekter og forrådskammer for fugle.

Alderen har gjort sit indtog. Der er ikke den store vækst i træet længere, men stødt og roligt bliver det større og ældre. At det vokser langsomt, kan man se på, at masser af forskellige typer lav har etableret sig på grene og stamme. Hvis træet var i fuld vækst, ville det kaste lav af. Man kan naturligvis også se, at skudvæksten er minimal. Træets bark har efterhånden fået store fuger og revner, og netop det gør det til et fint skjulested for blandt andet edderkopper. Her kan de uforstyrret gemme sig selv og deres afkom, men kun indtil en fugle får øje på det lækre måltid. Oppe på stammen er der næsten vandrette huller i barken. Her har en spætte undersøgt, om der mon skulle gemme sig noget guf under barken.

Hvor nogle af kronens grene mødes på stammen, har der ikke været vækst i lang tid. Der er let skygge, så her vokser der ikke kun lav, men også mos, og i dette moslag har andre planter fået rodfæste. En fugl er kommet forbi og har afleveret både frø og gødning. Resultatet: en hyld forsøger at etablere sig.

Livet i træet er med at sikre overlevelsen, fordi der her foregår en kamp om plads og føde. Så snart bladlus eller bladhvepselarver forsøger at spise sig gennem træet, vil de blive byttedyr for andre dyr, og derfor bliver træet aldrig ædt helt op.

Helt alene

 Et enligt træ etablerer sig dårligere end et træ, der vokser sammen med andre træer og skov­organismer. Det viser sig faktisk, at selv om man kun har et vist areal til rådighed, så klarer to planter af samme art sig bedre end et enkelt træ. Men det er selvfølgelig endnu bedre at sikre så stor rodzone som muligt. Der er sjældent mulighed for, at et træ kan få en rodzone som i skoven, men hvis man kun giver træet en kvadratmeter rodudfoldelse til siderne og en halv meter nedefter, fordi jorden er totalt komprimeret, skal det gå galt.

Hvis andre planter, som passer til miljøet, kan få lov til at udvikle sig sammen med det plantede træ, vil der være endnu større muligheder for dets udvikling. Det er naturligvis ikke ligegyldigt, hvilke planter, man sætter sammen. De bedste miljøer skabes, hvis man sikrer planter, som stammer fra nogenlunde samme plantesamfund.

Sävsjö – økologi & æstetik

Sävsjö – økologi & æstetik

Jens Thejsen

Sverige er et fantastik smukt land. Romantiske træhuse, skove, søer, åer, bakker  – de flotteste naturtyper. Spredt rundt i dette findes et hav af  lidt ucharmerende småbyer. Rodet og planløst, gennemskåret af jernbane eller veje og de fleste bygninger er temmelig grimme. Men ind imellem er der byer som lyser op, og virker venlige og grønne. Udgangspunktet er ofte det samme som de smågrimme byer, men ved hjælp af det grønne, hænger de sammen som byer. Det mest kendte sted er Enköping hvor hver rundkørsel og hver åben plet er blevet forskønnet af dygtige landskabsarkitekter og andre kreative folk. Enköping er særlig kendt på grund af den hollandske arkitekt Piet Oudolf. Der er Rönneby hvor Sven – Ingvar Andersson har været på spil, der er Örebro og mange flere. Men den mest spændende er efter min opfattelse den lille smålandske by Sävsjö.

Sävsjö er tilsyneladende en almindelig smålandsk by med ca. 6000 indbyggere i selve byen,  men man skal ikke gå langt omkring før man ser, at helt almindelig er den ikke.  Her er blomstrende planter og grønt alle vegne. Ikke bare et par gadetræer og nogle sommerblomster, nej her er træer og buske med et bunddække af stauder og græsser. Og det slår én, hvilken variation der er. Det viser sig, at det er alle vegne, der er plantet til og på ingen måde tilfældigt – Der er system i variationen. Her er tydeligvis plantet så planterne passer til lige præcis det sted de står.

Stefan Lagerqvist

I Sävsjö er det Stefan Lagerqvist som  er parkchef og han er idemanden bag byens grønne ansigt. Da han overtog kommunen var der mest græs og buske som i de fleste andre byer. Det fortsatte han med en tid, men fra 1990 begyndte han at ændre på byens gader, parker og småpladser.  Område efter område blev nyplantet, så der både var træer, buske stauder og græsser. Og som noget vigtigt, man begyndte at plante bevidst efter de forskellige steders vækstmuligheder. Jord, sol og skygge var vigtige faktorer. Det gør det til noget helt specielt at gå rundt i den lille by.

De nye bevoksninger

På en stille vej, hvor der var meget tørt blev der plantet stenurter og andre tørketålende planter. Det blev naturligvis et helt anderledes bed, end man sædvanligvis ser. Mere kludetæppe end et ensfarvet bunddække.

I et nærliggende område hvor jorden ikke var helt så tør, blev der plantet præriestauder og græsser. Altså planter som kan lide fuld sol, men godt vil have en jord som holder lidt på fugten.

Smukt på en ny måde, og samtidig viste det sig, at man fik nedbragt vedligeholdelsesudgifterne. Ingen gødskning og ingen vanding kun lidt lugning

Variation

Lagerqvist har virkelig gjort op med det monokulturelle som findes i mange byer. Selv i den enkelte gade er der helt forskellige plantninger.

Er der fuld sol én type beplantning, er der skygge en helt anden. Det giver mange plantningsoplevelser, når man bevæger sig omkring. Plantningerne er forholdsvis diskrete, så det virker bestemt ikke forvirrende.

Et bed plantes aldrig til med kun en art eller sort. Der plantes altid grupper af planter som passer til stedet. Her arbejder han også ud fra naturens plantesamfund, hvor der aldrig kun er en art.

F.eks. Er der i et stort bed mellem fortov og kørebane blevet plantet enkelte stedsegrønne træer og selvfølgelig med et bunddække. De fleste steder ville man i Danmark vælge en eller et par bunddækkeplanter. Men Stefan Lagerqvist gør det anderledes. Ind mod fortovet, hvor der er skygge, plantes skyggetålende statuer som Hosta, ud mod gaden, hvor der er mere lys og mere tørt, plantes tørketålende stauder.

At bruge naturen

Det, som adskiller Stefan Lagerqvists beplantninger fra de fleste andre er, at han konsekvent tager udgangspunkt i naturen.” Ude i naturen kan man se kombinationer af vilde planter og nogle gange ”oversætter” jeg det vilde til mine plantninger”  En økologisk tankegang som gør, at han først undersøger voksestedet meget grundigt - hvordan ser det ud med jordforhold? hvordan med sol og skygge og hvordan er omgivelserne i det hele taget ? Først derefter bliver det besluttet hvad der skal plantes. En beplantning skal tænkes som et helt miljø. Det betyder, at man rundt i byen kan opleve mange forskellige plantemiljøet nærmest mange forskellige plantesamfund.

Et skovbundsbed

I et område som har jord, lys som skoven laves en skovbundslignende beplantning, med f.eks. skovstorkenæb, skovfrytle, strudsevingebregne. Her hjælpes skovbundsplanterne lidt på vej. Der udlægges et tykt lag komposteret bark (30 cm). Det får lov til at falde lidt sammen og blive lidt mere omsat.. Det øverste lag fjernes derefter, og man planter efterfølgende skovbundsplanterne i det. Det giver planterne en god start med den porøse barkkompost som holder godt på vandet, det er meget vigtigt medens planterne får dannet et godt rodnet. Samtidig er der forholdsvis ukrudtsfri fra starten. Den første sæson vandes planterne godt og jævnligt, men derefter er det slut med at vande. Når der er etableret de rigtige planter i den rigtige jord på det rigtige sted, skal der ikke vandes og gødskes, så er det naturen som skal klare det.

Ofte har man ikke økonomi til en større skovlignende beplantning, så køber man kun skovbundsstauder til f.eks. halvdelen. Dem lader man så komme godt i gang. Året efter deler man planterne, så man har planter til hele stykket.

Et kalkholdigt tørkebed

På en skråning mellem en sti og en vej har der tidligere været græs og hvad der ellers tilfældigvis kommer. Her skal forskønnes - i forvejen er der tørt og kalkholdigt, så der bygges videre på stedets natur. Det øverst lag med ukrudt fjernes og der tilføres et 60 cm tykt lag kalk, som man planter  direkte i. Der plantes og sås stauder som: soløje, blodrød storkenæb, purløg, smalbladet timian, m.m. Det bliver et landskab, som kan minde om Ölands kalksteppe Stora Alvaret. Der vil naturligvis komme andre planter end dem man har valgt og som ikke passer til miljøet, men de fleste klarer sig ikke og dør hurtigt f.eks. udvikler mælkebøtter sig meget dårligt. Men et par lugninger skal der dog til i sæsonen.  Et sådant kalkbed vil efterhånden udvikle sig til en flot vild mangfoldighed af blomstrende planter til glæde for insektlivet, men bestemt også byens borgere som virkelig nyder det nye fine miljø.

Beskæring af buske

Buske har det med at blive større, og underlig nok kommer det bag på mange, selv indenfor det grønne område. Det er bestemt også et problem   i mange danske byer. Når buskene når en vis størrelse, begynder man ofte at beskære. Nogle gange tages de ældste grene, andre gange klippes der lidt på må og få, og så ender det ofte med, at planterne klippes helt ned. Resultatet bliver, at planterne ikke er særlig flotte i særlig lang tid. Det har man forsøgt at gøre noget ved i Sävsjö. Ved en undergang ved jernbanen, har man etableret bede hvor overstanderne fortrinsvis er sakhalinkirsebær,  Prunus sargentii.  en stor busk, som i løbet af nogle få år kommer til at fylde for meget i gadebilledet. Her vælger man at skabe et halvskygge miljø ved at stamme kraftigt op i stedt for at bortskære stammer. Det giver de skyggetålende stauder og bregner meget god vækstbetingelser, så det hele bliver mere frodigt og samtidig lysere.

Bladfarver og former

Lagerqvist er ikke kun økologisk i sin tankegang, han arbejder også med farver og former. Økologi kan fint forenes med æstetiske overvejelser. I mange af de små anlæg i gaderne er der ofte tænkt i farver. Som regel er det lidt afdæmpede farver – det kan være hvidligt gråligt skær. Andre steder hvor der primært er buske har han bevidst arbejdet med bladformer og bladfarver. For selv om der ikke skal være for meget drøn på farverne, må der meget gerne være spil i det grønne.

Eksperimentarium

For at få det bedste resultat af sine plantninger, har Lagerqvist lavet sit eget planteeksperimentarium. Et mindre område i byparken, hvor han afprøver forskellige planter - Hvordan klarer de klimaet ? hvordan udvikler de sig ? først efter en tur i eksperimentariet bliver de sluppet ud i byen. Dette lille område er i sig selv spændende – der er mange smukke planter - man kan se glemte arter og sorter sammen med nye. Selv om planterne er brugt i andre byer er det ikke garanti for, at de fungerer i Sävsjö. Her er alt nyt indtil det er prøvet af.  Eksperimentariet indgår som en del af en lille bypark, så her har borgerne mulighed for at fryde sig over planterne, og inspireres til at prøve noget nyt.

Hvor dyrt er det ?

For Lagerqvist er det afgørende, at det hænger sammen økonomisk. At plante og pleje ud fra en økologisk tankegang må ikke koste mere end det gør på traditionelle vis. Det er lykkedes over al forventning. Det er naturligvis vanskeligt at sammenligne omkostninger fra by til by, men hvis man sammenligner udgifter i forhold til indbyggertal ligger Sävsjö nogenlunde på samme niveau som sammenlignelige svenske byer eller lidt under, men hvis man sammenligner med antal km² anlagt park, ligger man lavt, kun et par kommuner, som stort set kun har græs, ligger under. Det er altså lykkedes at skabe frodighed overalt i byen samtidig med, at man faktisk har færre udgifter pr. km². Men det er ikke det eneste resultat, man har sparet mange  resurser, fordi der kun vandes i etableringsfasen og der gødskes stort set ikke. Samtidig er det vanskeligt at sætte talt på værdien af den biodiversitet der er opnået, skønhedsværdierne og selvfølgelig turismen.

Borgerne

Der er ingen tvivl om at byens indbyggere er glade for den spændende beplantning. I begyndelsen var der naturligvis lidt skepsis, men i dag kommer der mange meget positive tilbagemeldinger om de forskellige anlæg. Men der er tydeligvis også nogle borgere som holder meget af farverige bede og måske ikke fascineres  af de naturnære beplantninger. Det har Lagerqvist også taget hensyn til. For det første er der et festfyrværkeri af løgplanter om foråret, det er en stor succes og mange forskellige grupper nyder, at løgplanter nærmest vælter frem alle vegne. På torvet er det blevet til et enkelt bed med sommerblomster, men man har også lavet mobilbede, hvor der f.eks. kan være en plantning med Dahlia. Det er cirkelrunde bede – hessian holdt sammen af et metalskelet. Fyldt op med jord og derefter tilplantet med den plantegruppe man har valgt i den givne sæson.

At man har  den gennemgående naturnære stil, men også har taget hensyn til den del af borgerne som fryder sig mest over det farvestrålende, er en af nøglerne til succes.

Perspektiver

Sävsjö er et godt eksempel på hvordan man har forenet økologi, praktiske løsninger og æstetik. Mange steder i Danmark er forskønnelsen af byerne begrænset til sommerblomst kummer og går det vildt til, blomsterløg i plæner og rabatter. I Sävsjö er det lykkedes af skabe en by hvor det grønne får hele byen til at hænge sammen og der har skabt skønhed i en ellers kedelig by. Der er en utrolig variation i byens plantninger og netop det giver de forskellige steder og pladser karakter – en beplantning ligner ikke en anden bare 200 m derfra. Man har vist, at det er muligt at skabe biologisk diversitet, og skønhed uden at det får store økonomiske omkostninger, det er faktisk muligt at nedbringe udgifterne. Men det kræver engagement, faglig viden og et stort overblik.  

Stefan Lagerqvist er oplægsholder på konferencen :Byens planteliv – helhed & fornyelse 3. Okt.