Sävsjö – økologi & æstetik
Jens Thejsen
Sverige er et fantastik smukt land. Romantiske træhuse, skove, søer, åer, bakker – de flotteste naturtyper. Spredt rundt i dette findes et hav af lidt ucharmerende småbyer. Rodet og planløst, gennemskåret af jernbane eller veje og de fleste bygninger er temmelig grimme. Men ind imellem er der byer som lyser op, og virker venlige og grønne. Udgangspunktet er ofte det samme som de smågrimme byer, men ved hjælp af det grønne, hænger de sammen som byer. Det mest kendte sted er Enköping hvor hver rundkørsel og hver åben plet er blevet forskønnet af dygtige landskabsarkitekter og andre kreative folk. Enköping er særlig kendt på grund af den hollandske arkitekt Piet Oudolf. Der er Rönneby hvor Sven – Ingvar Andersson har været på spil, der er Örebro og mange flere. Men den mest spændende er efter min opfattelse den lille smålandske by Sävsjö.
Sävsjö er tilsyneladende en almindelig smålandsk by med ca. 6000 indbyggere i selve byen, men man skal ikke gå langt omkring før man ser, at helt almindelig er den ikke. Her er blomstrende planter og grønt alle vegne. Ikke bare et par gadetræer og nogle sommerblomster, nej her er træer og buske med et bunddække af stauder og græsser. Og det slår én, hvilken variation der er. Det viser sig, at det er alle vegne, der er plantet til og på ingen måde tilfældigt – Der er system i variationen. Her er tydeligvis plantet så planterne passer til lige præcis det sted de står.
Stefan Lagerqvist
I Sävsjö er det Stefan Lagerqvist som er parkchef og han er idemanden bag byens grønne ansigt. Da han overtog kommunen var der mest græs og buske som i de fleste andre byer. Det fortsatte han med en tid, men fra 1990 begyndte han at ændre på byens gader, parker og småpladser. Område efter område blev nyplantet, så der både var træer, buske stauder og græsser. Og som noget vigtigt, man begyndte at plante bevidst efter de forskellige steders vækstmuligheder. Jord, sol og skygge var vigtige faktorer. Det gør det til noget helt specielt at gå rundt i den lille by.
De nye bevoksninger
På en stille vej, hvor der var meget tørt blev der plantet stenurter og andre tørketålende planter. Det blev naturligvis et helt anderledes bed, end man sædvanligvis ser. Mere kludetæppe end et ensfarvet bunddække.
I et nærliggende område hvor jorden ikke var helt så tør, blev der plantet præriestauder og græsser. Altså planter som kan lide fuld sol, men godt vil have en jord som holder lidt på fugten.
Smukt på en ny måde, og samtidig viste det sig, at man fik nedbragt vedligeholdelsesudgifterne. Ingen gødskning og ingen vanding kun lidt lugning
Variation
Lagerqvist har virkelig gjort op med det monokulturelle som findes i mange byer. Selv i den enkelte gade er der helt forskellige plantninger.
Er der fuld sol én type beplantning, er der skygge en helt anden. Det giver mange plantningsoplevelser, når man bevæger sig omkring. Plantningerne er forholdsvis diskrete, så det virker bestemt ikke forvirrende.
Et bed plantes aldrig til med kun en art eller sort. Der plantes altid grupper af planter som passer til stedet. Her arbejder han også ud fra naturens plantesamfund, hvor der aldrig kun er en art.
F.eks. Er der i et stort bed mellem fortov og kørebane blevet plantet enkelte stedsegrønne træer og selvfølgelig med et bunddække. De fleste steder ville man i Danmark vælge en eller et par bunddækkeplanter. Men Stefan Lagerqvist gør det anderledes. Ind mod fortovet, hvor der er skygge, plantes skyggetålende statuer som Hosta, ud mod gaden, hvor der er mere lys og mere tørt, plantes tørketålende stauder.
At bruge naturen
Det, som adskiller Stefan Lagerqvists beplantninger fra de fleste andre er, at han konsekvent tager udgangspunkt i naturen.” Ude i naturen kan man se kombinationer af vilde planter og nogle gange ”oversætter” jeg det vilde til mine plantninger” En økologisk tankegang som gør, at han først undersøger voksestedet meget grundigt - hvordan ser det ud med jordforhold? hvordan med sol og skygge og hvordan er omgivelserne i det hele taget ? Først derefter bliver det besluttet hvad der skal plantes. En beplantning skal tænkes som et helt miljø. Det betyder, at man rundt i byen kan opleve mange forskellige plantemiljøet nærmest mange forskellige plantesamfund.
Et skovbundsbed
I et område som har jord, lys som skoven laves en skovbundslignende beplantning, med f.eks. skovstorkenæb, skovfrytle, strudsevingebregne. Her hjælpes skovbundsplanterne lidt på vej. Der udlægges et tykt lag komposteret bark (30 cm). Det får lov til at falde lidt sammen og blive lidt mere omsat.. Det øverste lag fjernes derefter, og man planter efterfølgende skovbundsplanterne i det. Det giver planterne en god start med den porøse barkkompost som holder godt på vandet, det er meget vigtigt medens planterne får dannet et godt rodnet. Samtidig er der forholdsvis ukrudtsfri fra starten. Den første sæson vandes planterne godt og jævnligt, men derefter er det slut med at vande. Når der er etableret de rigtige planter i den rigtige jord på det rigtige sted, skal der ikke vandes og gødskes, så er det naturen som skal klare det.
Ofte har man ikke økonomi til en større skovlignende beplantning, så køber man kun skovbundsstauder til f.eks. halvdelen. Dem lader man så komme godt i gang. Året efter deler man planterne, så man har planter til hele stykket.
Et kalkholdigt tørkebed
På en skråning mellem en sti og en vej har der tidligere været græs og hvad der ellers tilfældigvis kommer. Her skal forskønnes - i forvejen er der tørt og kalkholdigt, så der bygges videre på stedets natur. Det øverst lag med ukrudt fjernes og der tilføres et 60 cm tykt lag kalk, som man planter direkte i. Der plantes og sås stauder som: soløje, blodrød storkenæb, purløg, smalbladet timian, m.m. Det bliver et landskab, som kan minde om Ölands kalksteppe Stora Alvaret. Der vil naturligvis komme andre planter end dem man har valgt og som ikke passer til miljøet, men de fleste klarer sig ikke og dør hurtigt f.eks. udvikler mælkebøtter sig meget dårligt. Men et par lugninger skal der dog til i sæsonen. Et sådant kalkbed vil efterhånden udvikle sig til en flot vild mangfoldighed af blomstrende planter til glæde for insektlivet, men bestemt også byens borgere som virkelig nyder det nye fine miljø.
Beskæring af buske
Buske har det med at blive større, og underlig nok kommer det bag på mange, selv indenfor det grønne område. Det er bestemt også et problem i mange danske byer. Når buskene når en vis størrelse, begynder man ofte at beskære. Nogle gange tages de ældste grene, andre gange klippes der lidt på må og få, og så ender det ofte med, at planterne klippes helt ned. Resultatet bliver, at planterne ikke er særlig flotte i særlig lang tid. Det har man forsøgt at gøre noget ved i Sävsjö. Ved en undergang ved jernbanen, har man etableret bede hvor overstanderne fortrinsvis er sakhalinkirsebær, Prunus sargentii. en stor busk, som i løbet af nogle få år kommer til at fylde for meget i gadebilledet. Her vælger man at skabe et halvskygge miljø ved at stamme kraftigt op i stedt for at bortskære stammer. Det giver de skyggetålende stauder og bregner meget god vækstbetingelser, så det hele bliver mere frodigt og samtidig lysere.
Bladfarver og former
Lagerqvist er ikke kun økologisk i sin tankegang, han arbejder også med farver og former. Økologi kan fint forenes med æstetiske overvejelser. I mange af de små anlæg i gaderne er der ofte tænkt i farver. Som regel er det lidt afdæmpede farver – det kan være hvidligt gråligt skær. Andre steder hvor der primært er buske har han bevidst arbejdet med bladformer og bladfarver. For selv om der ikke skal være for meget drøn på farverne, må der meget gerne være spil i det grønne.
Eksperimentarium
For at få det bedste resultat af sine plantninger, har Lagerqvist lavet sit eget planteeksperimentarium. Et mindre område i byparken, hvor han afprøver forskellige planter - Hvordan klarer de klimaet ? hvordan udvikler de sig ? først efter en tur i eksperimentariet bliver de sluppet ud i byen. Dette lille område er i sig selv spændende – der er mange smukke planter - man kan se glemte arter og sorter sammen med nye. Selv om planterne er brugt i andre byer er det ikke garanti for, at de fungerer i Sävsjö. Her er alt nyt indtil det er prøvet af. Eksperimentariet indgår som en del af en lille bypark, så her har borgerne mulighed for at fryde sig over planterne, og inspireres til at prøve noget nyt.
Hvor dyrt er det ?
For Lagerqvist er det afgørende, at det hænger sammen økonomisk. At plante og pleje ud fra en økologisk tankegang må ikke koste mere end det gør på traditionelle vis. Det er lykkedes over al forventning. Det er naturligvis vanskeligt at sammenligne omkostninger fra by til by, men hvis man sammenligner udgifter i forhold til indbyggertal ligger Sävsjö nogenlunde på samme niveau som sammenlignelige svenske byer eller lidt under, men hvis man sammenligner med antal km2 anlagt park, ligger man lavt, kun et par kommuner, som stort set kun har græs, ligger under. Det er altså lykkedes at skabe frodighed overalt i byen samtidig med, at man faktisk har færre udgifter pr. km2. Men det er ikke det eneste resultat, man har sparet mange resurser, fordi der kun vandes i etableringsfasen og der gødskes stort set ikke. Samtidig er det vanskeligt at sætte talt på værdien af den biodiversitet der er opnået, skønhedsværdierne og selvfølgelig turismen.
Borgerne
Der er ingen tvivl om at byens indbyggere er glade for den spændende beplantning. I begyndelsen var der naturligvis lidt skepsis, men i dag kommer der mange meget positive tilbagemeldinger om de forskellige anlæg. Men der er tydeligvis også nogle borgere som holder meget af farverige bede og måske ikke fascineres af de naturnære beplantninger. Det har Lagerqvist også taget hensyn til. For det første er der et festfyrværkeri af løgplanter om foråret, det er en stor succes og mange forskellige grupper nyder, at løgplanter nærmest vælter frem alle vegne. På torvet er det blevet til et enkelt bed med sommerblomster, men man har også lavet mobilbede, hvor der f.eks. kan være en plantning med Dahlia. Det er cirkelrunde bede – hessian holdt sammen af et metalskelet. Fyldt op med jord og derefter tilplantet med den plantegruppe man har valgt i den givne sæson.
At man har den gennemgående naturnære stil, men også har taget hensyn til den del af borgerne som fryder sig mest over det farvestrålende, er en af nøglerne til succes.
Perspektiver
Sävsjö er et godt eksempel på hvordan man har forenet økologi, praktiske løsninger og æstetik. Mange steder i Danmark er forskønnelsen af byerne begrænset til sommerblomst kummer og går det vildt til, blomsterløg i plæner og rabatter. I Sävsjö er det lykkedes af skabe en by hvor det grønne får hele byen til at hænge sammen og der har skabt skønhed i en ellers kedelig by. Der er en utrolig variation i byens plantninger og netop det giver de forskellige steder og pladser karakter – en beplantning ligner ikke en anden bare 200 m derfra. Man har vist, at det er muligt at skabe biologisk diversitet, og skønhed uden at det får store økonomiske omkostninger, det er faktisk muligt at nedbringe udgifterne. Men det kræver engagement, faglig viden og et stort overblik.
Stefan Lagerqvist er oplægsholder på konferencen :Byens planteliv – helhed & fornyelse 3. Okt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar